Brettstapel
Brettstapel, dowellam – eller på dansk ‘Kantstillede brædder’ – er et massivtræ-element, der udelukkende er fremstillet af nåletræsbrædder. Det er forbundet med tværgående dyvler af hårdttræ, men der findes også sømmede eller limede elementer.
Brettstapel er som sådan et relativt enkelt konstruktionsmateriale, der udnytter træ af lav kvalitet, som normalt ikke er egnet til brug i byggeriet. Den typiske anvendelse er til bærende massive trævægge, gulv/etagedæk med mulighed for relativt lange spænd og ligeledes som tagelementer.
Original Brettstapel fungerer ved hjælp af dyvler i hårdttræ, som har et fugtindhold der er lavere end det af nåletræsbrædderne. Efter nogen tid udvides dyvlerne, idet de opnår fugtbalance og dermed “låses” brædderne sammen og skaber et bærende system.
Konstruktioner med Brettstapel er en af få konstruktionstyper, der principielt kan fremstilles udelukkende af træ. Dog har Brettstapel den ulempe, at det udvider- og trækker sig sammen som den relative luftfugtighed stiger og falder. Det kan føre til uheldige situationer, hvis ikke man tager højde for det i designprocessen.
Historien om Brettstapel
Brettstapel blev opfundet i 1970’erne af den tyske ingeniør Julius Natterer. Det er nu almindeligt anvendt i Østrig, Schweiz og Tyskland, mens det langsomt dukker op i Storbritannien og i USA – primært i den sømmede variant.
Oprindeligt bestod elementerne af træ i en lav kvalitet, der kontinuerligt blev sat sammen for at danne paneler, der var stærke nok til at understøtte miner og jernbaner.
I 1999 udviklede et tysk firma et dyvel-system, der baserede sig på det varierende fugtindhold for at danne solide paneler. Dog gik mange virksomheder over til at bruge lim, da det tidsmæssigt er hurtigere og billigere end søm.
I 2001 blev en ny variant af Brettstapel udviklet, hvor diagonale dyvler erstattede de vinkelrette. Det løste en del af de adskillelsesproblemer, der har været og muliggjorde længere spændvidder. I øjeblikket bruger kun ét firma det diagonale dyvel-system, mens alle, undtagen to (der stadig bruger søm), bruger vinkelrette dyvler – for det meste uden lim.